Jens har i dag d. 22.02.2011 udsendt følgende pressemeddelelse:

Jens Unmack udtaler:

- Henrik havde ikke tænkt det sådan, at han skulle væk allerede nu. Hans øjne var rettet mod marts, hvor han så frem til at komme ud og tage revanche med Love Shop for de shows med os, han havde måtte melde afbud til i efteråret. Men sådan blev det altså desværre ikke. Vi har loddet hvad føles rigtigst nu og – helt efter Henrik’s overbevisning om at ‘posten skal ud!’ – besluttet at spille touren i marts/april, samt hvad der kommer af sommerjobs derefter. Det ville ikke føles rigtigt at lægge våbnene ned efter tabet af Henrik og gå bort med bøjede hoveder. Love Shop’s musik skal kunne så meget mere end det, og selvom vi alle vil savne ham derude – og det vil vi! – er der mere end begrundet håb om at de kommende koncerter vil kunne bruges af os alle som livsbekræftende aftener, helt i hans og bandets ånd. Håber I vil støtte op og være med os!