Kære surfer!

Først og fremmest velkommen til vores nye bolig i det verdensomspændende spind. Søren Vegebergs fine uofficielle Love Shop Society danner grundlaget for disse noget mere officielle rammer. Vi har planer om at udvide med det ene og det andet efterhånden.

Henrik, Hilmer og jeg har brugt sommerdagene/nætterne i Hilmers meget varme studie for at få gjort det seneste album fra Danmarks bedste - og mindst beskedne - poporkester færdigt. Vi fik knap nok tid til at se nogen af årets mange interessante navne ved Roskilde-festivalen. Torsdag d. 29. juli var vi færdige med at mixe.

Titlen på vores nye album? Det løse liv. Den første single, For evigt, for altid er i radioen nu. Jeg synes selv at det nye album har reminiscenser af både vores første album og Go!. Der er desværre ingen glam-rock denne gang. Til gengæld har vi en sang om Elvis Presley, en af mine helte.

Tak fordi I ventede på os - vi har bl.a. brugt tiden siden turneen med Go! på at skifte pladeselskab og er nu på Universal Records' underafdeling Polydor (dem med det flotte logo). Vi tager på Danmarksturne til oktober - vi starter i Aalborg og kommer efterhånden landet rundt; den endelige turneplan vil du kunne se på disse sider. Husk at tage dine venner/veninder med!

Jens Unmack, september 1999