Frederiksberg d. 10. februar 2001.

Nu skal vi heldigvis snart til at ha´ fat i det hele igen: Øvelokalet, det gamle støvede gear, tre extra mand, to lydstjerner og landets mest langsomme bandbus. Så skal vi rundt til nogle af de kendte steder med de gode gamle numre –- og dog, måske vil der være et par overraskelser på den kommende mini-tour, der starter d. 1. marts. Det skal man ikke gå glip af og der er vist nok lidt billetter tilbage endnu.

Den kommende C.D. er efterhånden også godt på vej. Jeg synes, det er nogle rigtig gode numre Hilmer og Jens har lavet og da folkene på vores nye pladeselskab hørte demoerne, fik de så dybe panderynker, at man kunne parkere sin cykel i dem, så mon ikke vi er på rette spor? Jeg har også fået sangene lagt ind i min nye computer, så hvis der hos nogle af Jer pludselig vælter ind med audiofiler med skrigende mundharper eller underlige keyboard-temaer, så er det bare mig, der igen har trykket på en forkert knap eller saved et forkert sted. Heldigvis har andre også fået numrene at arbejde med, så der er gaver i sigte.

Ellers er næste skridt det, at vi om en uges tid skal til Feedback-Studiet i Århus sammen med Thomas Duus, for der skal trommerne indspilles. Det er langtfra den nemmeste del af processen, for det er svært at få trommer til at larme på den fede måde. Jeg sætter mine penge på Hilmer og Thomas; så kan Jens og jeg hente pizzaer. Når vi kommer hjem igen, er der selvfølgelig stadig en masse, der skal indspilles, tages stilling til eller måske laves om og så skal det mixes til sidst. Et cover skal man jo også ha´ - og hvad skal barnet hedde?

Det er altid spændende, når man snart skal komme ud med en ny C.D. og så især i år der må være jubilæumsåret for ”krisen i dansk rock” eller hvad ? Har den historie ikke gået længere end musicalen "Cats"”har gået i London ? Jeg håber ikke, at Erik Jensen og journalisterne får ret, men vi er i hvert fald oppe imod noget stort: F.eks. voksne mænd i lakridskonfektstøvler med flødeboller på hovedet og pinochiokugler mellem benene, sikkert med Bon Bon som sponsor. Eller sukkerpiger der bare vil være kendte. Erann Doris dollargrin og blerock med uskyldige børn trukket væk fra legepladserne af deres forældre, fordi nu skal der laves pension. Det er en spændende tid og vi vil gerne deltage; men heldigvis skal vi først lige ud at spille lidt.

Til slut vil jeg gerne benytte lejligheden til at sige tak for de breve, jeg har fået. Nu har jeg jo selv fået en computer og hvis jeg lærer at bruge den, kan det være, at jeg begynder at skrive tilbage! ! !

Jeg glæder mig til vi ses

Henrik.