Torsdag d. 15. marts 2001 !

Ahoy !

Martstour 2001 er overstået. 6 koncerter som gav os lejlighed til at komme ud af studiet og opleve lidt liv. Og liv var der. For selvom vi ikke var ude at præsentere en ny og hyperannonceret plade, kom der flere mennesker til koncerterne end nogensinde før, hvad der naturligvis gjorde os storsmilende godt.

Nogle enkelte af jer, som vi mødte og talte med, gav dog i den forbindelse udtryk for en bekymring over LS's tiltagende popularitet, ud fra en frygt for at en stigende succés en dag vil ødelægge de ting og det univers, som I har sammen med os. Jeg selv tror ikke der er grund til større angst for det. For de udmærkede personer, der nu stiger på Love Shop, gør det selvklart af samme grunde som jer, der tidligere kom med. Så intet behøver fra vores side blive udvandet eller mainstreamificeret, for at behage det voksende antal af nye LS-tilhængere. Og nogle af vores bedste koncerter har vi altså generelt spillet foran store publikums, så den anskuelse om intimiteten, der risikerer at ryge, tror jeg ikke på. Jeg husker selv hvor forskrækket jeg blev da Suede -som jeg holder mere end meget af - pludselig omkring “Coming Up”-pladen blev et navn, der lå på alles læber og disc-men. Hvad der egentlig var lidt egoistisk, for hvorfor skulle en så fremragende oplevelse som Suede kun være for mig og de par tusinde andre, som indtil da kendte dem ? Deres popularitet betød i sidste ende, at de kom på flere besøg i DK, end man ellers kunne have forventet - hvad jeg selv nød godt af - samt at man kunne glædes over sange som “"Trash" og “"Beautiful Ones" i lo-fi-speakerne på den lokale shawarma-bar og i det hele taget have Brett & co. som soundtrack overalt hvor man kom - cool. Men uanset hvad der kommer til at ske med LS, vil vi nok altid sætte en ære i, at være det luksuriøst storslåede orkester, som de hurtigste af jer way back faldt for idéen om, men som vi først de sidste 3-4 år for alvor er blevet. Nej, vi svigter ikke.

Vores superofficielle hjemmeside har bedt mig om mine/vores indtryk af og oplevelser på martstouren. Jeg vil ikke lave en decideret travelogue, men nogle få stikord kan vel være på sin plads.

Herning – Jeg læste i vores Volkswagen-bus på vej til Herning i “Rude Boy”, en fin bog om jamaicansk kultur, alt imens jeg havde ska-musik på min disc-man, hvad der stod i skærende skarp kontrast til den tunge, triste snevirkelighed der faldt udenfor i Danmark på denne hæslige torsdag. Første koncert på en tour er altid omgivet af en lidt stresset uro og denne var ingen undtagelse. Efter en lang lydprøve, tiltrængt aftensmad og et afsnit af Big Brother (!) på TV’et i bandrummet, gik vi på foran et medlevende publikum, til en aften der på trods af store tekniske problemer med specielt Risells bas-anlæg endte med at være helt i orden. Vil gerne sige tak til pigen fra orkesteret Jack K (som i Kerouac, naturligvis), der kom på scenen for at spille og synge en sang, da vores teknik i slutningen af settet var allerlængst nede. Hun bad Hilmer om at “tage larmen af guitaren”, hvad han gjorde, hvorefter hun gav sit talent, specielt var det, men fint. Vi spillede “Jeg var bare en country boy” hele to gange den aften og bagefter var der generel lettelse over at vi og publikum var sluppet levende igennem al den trængsel og alarm. Vi fik en masse gin, jeg fik en hjemmedesignet, cool Dynasty-t-shirt og vi fik sagt farvel til den by, som man ofte hører omtalt som DK’s grimmeste. Næste gang må vi næsten blive en overnatning og se hvad Herning by night har at byde på, men denne nat kørte vi i isslag til my hometown Viborg, hvor vi tog på “natklubben” Chaplin. Jeg endte senere på vores hotel med Risell (som jeg deler værelse med når vi bor dobbelt), en papkasse fuld af dampende pommes frites og to gigantiske pizza-slices, den perfekte come-down efter en ret lang dag.

Aalborg – De sidste to-tre gange vi har været på tour har vi åbnet i Aalborg. Det betyder for det første, at vi har spillet der om torsdagen, hvad der ikke er optimalt. og det betyder også, at Aalborg har oplevet os med premierenerver samt ret store fuck-ups. Til gengæld har publikum her så haft mulighed for at høre os spille sange, som dagen efter er blevet halshugget og aldrig igen forsøgt genoplivet. Sange som “Hvorhen ? hvordan ? hvornår ?”, “Fan star”, “I dit spejl”, “Født til action”, “Min indian summer” er der (heldigvis) ikke ret mange der har hørt os spille, men det har de i Aalborg. Koncerten denne gang var med de tidligeres rod in mente ret god, tror jeg. Henrik Hall dansede i al fald upåklageligt og aftenens bedste øjeblik var vores nye sang “Alle har en drøm at befri”, hvor både han og Hilmer strålede. Bagefter mødte vi denne sides webmasters og endte med dem og mange andre på Viva, et af de få natsteder der ikke ligger i voldstændende Jomfru Ane Gade. Kom meget senere - via et natåbent og hærget Burger King - hjem til Sømandshjemmet, et ucharmerende Bulgarien af et hotel, som vi nok ikke bor på næste gang. Fik dog taget nogle sikkert håbløse natbilleder af de betonsiloer i havnen, som var min helt private vinduesudsigt. Søvn med hyletoner i ører - vi spiller højt !

Århus – Vores jyske hjemmebane og altid en by vi ser frem til at nyde godt af. Denne gang kom vi i solskin og en let stemning af forår. Jeg var - som oftest sker - ude med Duus at søge/finde/købe plader og fandt denne dag nogle glimrende ultra-obskure 7-tommer singler fra Jamaica, som kostede en mindre formue, men hva', man er vel popmillionær. Så nu ejer jeg bl.a. en single med verdensnavnet Nigger Kojack (!). Gik i gader og løb ind i folk, der var kommet fra København for at se os. Selve aftenen var på Voxhall og hvis bare vi var halvt så gode som de mange fremmødte LS-tilhængere, har ingen kunnet klage, hvad der da heller ikke var tilfældet at nogen gjorde. Henrik Hall var - klædt i kropsnært sort - en levende kanonkugle og vi var alle ret glade. Eneste minus en livstræt Pia Larsen, som hverken vi eller de fremmødte gad tale med. Senere var der senere var der meget senere. Faldt i søvn gjorde jeg på mit hotel i den dejligste himmelseng.

Albertslund – En dårlig aften, synes jeg. En hel del venner, veninder og bekendte var kommet forbi for at se os og så er det ekstra grimt når kemien er væk og fortabelsen aldrig indfinder sig. I der var den aften var m-e-g-e-t stille og holdt jer godt nok på respektfuld afstand af scenen. Jeg selv blev mere og mere frustreret som koncerten skred frem og sangene som stemningen ikke ville folde sig ud. Og måske netop derfor måtte vi stå lidt for alene oppe i lyset. Senere kørte vi alle ind til København. Nogle tog i byen, nogle hjem. Jeg selv havde intet at fejre. Mikkel Damgaard mener at det nok er den dårligste LS-koncert i et par år. Vi har - ”sjovt nok”- faktisk tidligere skuffet os selv (og muligvis andre) fælt i Albertslund, hvad Berlingske da også dengang helt fortjent straffede med et nakkeskud af en anmeldelse. Måske er det bare svært for LS's kærlighedsmission ude i sovebyerne. Jeg fuckede "Love goes on f-ever" så meget op, at vi blev nødt til at tage den igen til ekstranumrene, sorry. Man er vel – nogle gange - kun et menneske

Odense – En meget, meget stor aften blev det. Rytmeposten var fyldt til bristepunktet og alle de ting der ikke fungerede aftenen før, gik her som smurt i olie. Hilmer spillede en så ultimativ inspireret koncert, at det var en sanselig nydelse. Men faktisk var alle på toppen og settet flød frit men stramt. Dehydrerede af temperaturen i den kogende sal, måtte vi bagefter backstage sunde os længere end vanligt, før vi var i stand til at modtage gæster. Hvoraf en del - trods åbenlys glæde - var ikke så lidt skuffede over aftenens manglende “Pia Larsen”. Well, vi er altså lidt trætte af den. I byen kom nogle af os, at fejre denne lysende aften. Senere var det nat med fred og iskold cola i hjemmebaren på Hotel Plaza.

København – Vi har efterhånden spillet så mange gange i Pumpehuset, at det er svært at huske de enkelte koncerter fra hinanden, hvilket er synd og skam, for mig bekendt har de næsten alle været mindeværdige på den ene eller anden måde. Denne aften startede kl. 18.00 med et interview, hvor en rigtig sød pige fra Chili talte med os om koncerter, plader og musik. En dejlig adspredelse fra den lydprøve, der altid tager seneftermiddagen op når vi skal spille. Pumpehuset havde været udsolgt to uger op til denne koncert, så vi regnede med at vi ville blive båret frem af salen og sådan blev det også. Der findes ikke noget dansk band, der har en lignende support/kærlighed/entusiasme bag sig. Jeg selv faldt ret langt ned fra trapperne på bagscenen på vej ned efter de første ekstranumre, men det var sådan en aften hvor man bare ikke kunne komme til skade. Vi endte endda med at blive lidt for bløde og spillede alligevel Pia. Men problemet med København er at vi aldrig rigtig ser LS-tilhængerne bagefter, som vi naturligvis gør det i de mindre byer. Så vi får aldrig mulighed for at sige tak for kampen. Så det må jeg hellere gøre her -1000 tak ! Men næste gang i København, som om alt går vel bliver til efteråret, kunne vi måske nok overveje at spille et større sted - now wouldn't that be something !?!

Nu fortsætter arbejdet med efterårets plade, ja, faktisk er Hilmer allerede igang igen i studiet. Men mere om det snart...

XXXxxxxjens