Mandag d. 26. marts 2001 !

Ahoy !

Unge mennesker i alle aldre, nogle enlige i mængden, men ikke ensomme, singles going steady, på vej i liv, i byer verden over, nybyggerier, massive klassiske højhuse, aftaler der skal holdes, hastigt og indtrængende mod møder under ure i røde digitaltal, verdenssprogede øjne mod de dejligste læber, en visning af det private, en turden være sig selv, et nationalt hjerte med international bevidsthed, en tilbagelænet fremadstræben, let ser det skam ud, som aluminiumsvinger på klassiske fly med sølvunderstel, en sjældent afbrudt søgen efter nydelse, stimulans, seksuel energi, maskulin – feminin, en spirituel ateisme, en spejlen sig i tidens kulturelle udbud af plader, bøger, film, i-macs under aften i blåligt skær på netjagt, telefonsvarere med korte, præcise beskeder, ser gamle og lasede møbler for i går er altså længe siden og der er et splinternyt årtusinde med billigt og perfekt glimmer igang, med de smukkeste falske eyelashes som penge kan købe, og nætter hvor byens lysforurening tager al magt fra stjernehimlen, for centrum er hér hos os, der drømmer mod syd henover perfekte autobahns, endnu længere væk forbi bløde Aral-tankstationer, til lande hvor byggepladser om natten er et glimtende virvar af ildfluer, hvor vi tager hen om sommeren, i køresyge biler, tog, fly, til drinks og free love baby, et Europa af G+T’s, hvor gamle klasseskel er væk - nu drejer det sig mest om åndelig over/underklasse, for rigdom i sig selv er for kostbart, dyrt, besværligt, tager for lang tid, så meget skal prøves og nåes, fanget ind af tankeberøvende fristelser, en koncentration af ny skønhed der kræver, som vil stå i uvirkelighedens kontrast til den bedøvelse af grimhed, kræmmersjæl, talen ned til, dumhed, som vi – folkemasserne – bliver serveret fra the powers that be, hører nationalsange sunget smukt og gribende men spøgelsesagtigt på TV før måske/måske ikke dopede sportsfinaler, hvem vi er, hvor vi kom fra, hvad vi mistede, og fik i stedet, de perfekte repræsentanter for det strålende vesterlandske forfald, der har jordkloden i sin spændetrøje, fra synkende 40-etagers olieboreplatforme ud for Brazil til russiske rumstationer der brænder sig vej hjem til Den Blå Planet, langt nede i historiebøger, hvor ingen hovedaktører for alvor længere kan smile uden at fremstå falske, hvor tragedier, revolutioner, omvæltninger har fundet sted i et omfang der hensatte os til denne nicheagtige tilfredshed med de små ting der endnu ikke er offentlige, vores adressebøger, dit åbne ansigt, min yndlings-t-shirt som jeg fik af Sergei der arbejder på Sony, lette mellemmåltider, hende eller ham der smiler indbydende mens du går ned, til dig i dit liv, hvor forårskåde solstråler svømmer i radiobølger, “lust for life” synger Iggy, mens du bruger disse private sekunder på Love Shop, hvad det er fint, for vi er hos dig, og du er med os, lige hér, lige nu.

No Pasaran !

Jens Unmack