Frb. d. 28. november 2001

Salut !

Det er blevet vinter i Love Shop City ; nådesløs vind trækker mørke gennem gader, guirlander blinker af kulde, og skygger af dem vi var følger vinterfrakkers tunge vej. Kigger frem, ser tilbage - det kan være svært at finde noget her og nu at sætte pris på.

Korstog 2001 er forbi. De 17 koncerter, som holdt os og mange af jer beskæftigede i næsten 6 uger. Vil gerne sige mange tak fra os i Love Shop for den store støtte og de mange fine nætter vi har haft sammen med jer, her i oktober/november. Aldrig før har vi spillet så velbesøgte koncerter som denne gang, og sjældent har vi (ifølge mange af jer) gjort dem bedre. Udsolgte Store Vega (Mikkels 30-årsdag) var på alle måder en fantastisk aften, men også de andre byer, dog især Århus Milk Train (Hilmers fødselsdag), Odense, Aalborg, Viborg, og ikke mindst forblæste men glitrende Herning, har brændt sig fast i både hjerte og hukommelse. Vejle huskes desværre kun af forkerte grunde – dér spilder vi nok ikke vores (og Vejles) tid igen lige med det samme.

7 af Anti’s 9 nye sange var med rundt på setlisten, og ikke een af dem fik fyresedlen undervejs, hvilket for os er sjældent. “Pia Larsen” blev der heldigvis ikke råbt meget på, som man kunne have frygtet., “Drømmenes København” var savnet af mange men så kun lyset i Rødovre, og efter korstogets svanesang i Helsingør fik vi pålæst af en kvindelig besøgende, at “...I er rigtig gode live.....men I mangler noget uhmm...Tina Turner .....(syngende)...rolling...rolling...rolling on the river ...”. Tja – det er ikke nemt at gøre alle glade...

Men mon ikke en stor del af jer vil kunne opmuntres ved visheden om, at der er nye koncertplaner inde i det kommende år ?!? Planer, som Hall, Hilmer og jeg lige nu (sammen med Rock On) arbejder målrettet på at konkretisere. Ret snart kan vi forhåbentlig her på siden fortælle om hvor og hvordan vi kan ses igen, men glæd jer, for det er et spændende og noget anderledes koncept end det vi plejer at følge.

Vil også lige her til sidst sige tak for al den mangefacetterede mail I sender os, både personligt og via gæstebogen - den holder os levende og i live !!!

Og hey – “S.T.O.P.” ligger lige nu for anden uge på salgssinglehitlistens Top 50, hvilket gør den til Love Shop’s største hit nogensinde – hvem sagde Popstars ?!?

Tender Loving Care

Jens U.

P.S. – Før Love Shop gik på blev der i koncertsalene fra kyst til kyst spillet bas-tung soundsystem-musik fra Jamaica. Mange har spurgt hvad det er for en plade og hvor den kan købes. Well, CD’en vi havde med er hjemmebrændt fra egne, selvkøbte (!) plader, så den findes slet ikke som regulær købe-CD, men langt de fleste af sangene kan forholdsvis nemt opdrives (prøv f.eks. http://www.amazon.co.uk) hvis artist og titel haves. Korstog 2001-support-CD’en, som hver aften lagde stemning op mod “Alle har en drøm at befri”-åbningen, bestod af disse numre: