19. juni 2003

Ahoy !

Vores krig er forbi ude i verden, og der er nu tid til at lægge sig ud under hjemlig sommer. Ingen af diktatorens verdensfredstruende våben blev fundet, men vi fik ham sgu alligevel, så alt er vel som det skal være. At det "befriede" land nu ligger til tælling i kaos, anarki og udbredt armod skal ikke bekymre her. For vi kan, anført af vores statsminister, sole os i at have fået profileret DK som et fredselskende land, der anstændighedsvis rykker ud når retfærdighed og menneskerettigheder skal beskyttes. Og hvis man nede i det pågældende område, hvor den menneskelige regning nu bliver betalt for det ulige slag, har en ganske anden mening om den sag, bunder det som altid sikkert i løgnagtig anti-vestlig propaganda, fejlinformation, utaknemmelighed og generelt dårlige manerer.

Derfor er det vel et velkomment mentalt sundhedstegn, at menige europæere har været samlet rundt omkring i protest og at aviser har måttet bringe ikke så få indlæg om at denne klodes velbefindende måske er et for alvorligt anliggende at overlade til politikere og militærfolk.

Der er også stilhed efter storm (dog en noget fredeligere en) lige nu i LoveShopLand, oven på april/maj's travle National-tid, som med både pladeudgivelsen, dertilhørende interviews og ikke mindst de 5 koncerter gav os alle rigeligt at se til.

Dejligt at så mange af jer, som tilfældet synes at være, er glade for de nye sange. Det har vi kunnet erfare dels til koncerterne og dels via denne sides levende gæstebog. Debatten dér, specielt omkring "bin Laden Blues" og "Saturday Night Believer", har været benhård. Omkring sidstnævnte sang må det siges at være godt gået, at et i teorien så ubetydeligt instrument som Mikkel Damgaard's talkbox, kan dele LS-tilhængere i to så uenige lejre.

Større enighed omkring hele "National" har der været fra avisanmeldere, og det heldigvis for os på den positive side. Dog undtaget Ekstra Bladet's Thomas Treo, der mener at den vrede han hører i LS's nye sange udelukkende er baseret på bitterhed over manglende mega-salgstal. Men hey, så igen er hans egen harme og tværhed omkring gud, hvermand og os måske affødt af EB's støt faldende oplag, eller hvad, Thomas !?!

Det bedste for os ved "National" er selvfølgelig ikke al den omtale i pressen, men at LS nu har ny mulighed for at komme ud og få aftener med jer rundt omkring i landet. Vi synes selv det var ultrafint med de 5 koncerter i maj, den ene aften større end den anden. Vi havde dér både de nye sange, som vi måtte spille, samt en masse af de lidt ældre, som vi følte at vi burde. Derfor blev koncerterne blandt de længste og mest krævende - både for jer og os - vi nogensinde har spillet. Ca. 2 timer og 40 minutter varede den længste af dem, som Odense's fantastiske LS-publikum bar igennem!

Og flere dates er under opsejling : Bag sommerens 4-5 besøg på festivals venter i september Copenhagen Screaming! Vi har siden Kitty Club-aftenen for nogle år siden haft et ønske om at spille i København på en anden måde end den gængse enlige koncert og nu kom idéen så til hvordan.

Flere af jer har spurgt, om der ikke kan købes een billet til samtlige 6 koncerter, men en sådan ordning har det desværre ikke været muligt at realisere. Dels fordi hele finansieringen af Copenhagen Screaming! bliver tvivlsom hvis vi skal ud at sælge mange billetter til den nedsatte pris, som bør være idéen bag eet samlet partoutkort og dels fordi BilletNets noget rigide system gør det umuligt at sammenlægge allerede oprettede arrangementer uden et ekstragebyr. Derfor håber vi at I vil se Copenhagen Screaming! som et tilbud om inden for kun 6 dage - alt efter økonomi og behov - at kunne opleve og medvirke i en, to, fire eller gerne flere københavnske aftener med Love Shop, under både specielle forhold og omstændigheder. Vi glæder os så hurtigt vi kan!

Ikke andet herfra for nu. Ha' en strålende sommer hvorend den bringer og tag "National" med i disc-man'en, så de sange bor i hjertet når vi ses!

Kærlighed !!!

Jens U.