Søndag d. 19. august talte jeg (Pastoren) med Hilmer og Jens om det nye album Anti. Mine spørgsmål er med kursiv.
Jeg synes at “Anti” er det mest
gennemarrangerede album fra Love Shop hidtil. Der er temmelig mange
“symfoniske” effekter denne gang - syntetiske pauker, syntetiske strygere.
Hilmer: Nå? Har vi da ikke altid væltet os i det?
Jens: Det er rigtigt at der er lagt flere timer i arbejdet med “Anti” end
med forgængeren. Det der er brugt mest tid på denne gang er at finde den
rigtige skabelon til den vokale stemning . vi har lavet mange versioner af det
samme nummer.
Hvis jeg skal beskrive “Anti” kort pr. sammenligning vil jeg sige at
vokalerne minder om “Det løse liv”; melodimaterialet kan derimod minde mere
om “Go!”.
Jens: Det er jeg glad for at du siger. Vokalarbejdet på “Go!” var ikke det
bedste. På “Anti” er det meget bedre.
Hilmer: Det er også det vi har brugt meget tid på denne gang - specielt på at
finde rammerne for vokalerne. Vi fyrede nu også mange numre på “Go!”.
Jens: Men denne gang lavede vi dem mere færdige inden vi fyrede dem. Ikke helt
færdige - men når vi fyrede numre var det fordi vi først troede vi havde set
lyset men så kom på andre tanker. Der kom nyt både under indspilningerne af
trommespor i Århus og sent i processen.
Den danske digter Jørgen Sonne har sagt at en digter er summen af sine
metaforer. Der er mange velkendte metaforer i teksterne - tog, flammer, rejsen
som flugt/flugten som rejse…
Jens: Er der tog denne gang? Nå ja, i Yugo Star… Men der er jo også
A-mol-akkorder på “Anti”; dem har vi også haft før. Det er på den anden
side rigtigt at der er ord man er forelsket i og bruger mere end andre. Der er i
virkeligheden mere tale om at det er den samme sang man genskriver igen og igen
end om at man skaber et nyt tekstunivers.
Teksterne er måske mere bitre end vi har oplevet det før - der er flere
sange der virker som mere eller mindre venlige hib til folk der træffer
tvivlsomme valg ( Kræmmersjæl, Mascara og S.T.O.P. )
Jens: Jamen det er jo alderdommens bitre frugt der langsomt går i råd... jeg
har ikke tænkt på om teksterne er mere bitre. Der er mere om forhold i
samfundet denne gang; det er dér jeg ser forskellen.
Hilmer: Jeg opfatter ikke teksterne som bitre, mere som tekster med mere bid i.
“Alle har en drøm at befri” har en meget lang intro. Dens første takter
minder om noget med The Cure (omkring “Pornography”).
Hilmer: Det er jeg glad for at du siger! Den havde også arbejdstitlen “Cure-nummeret”.
Det er et gammelt nummer der startede omkring “Go!”, et brudstykke som
overvintrede.
Sangen bliver nærmest som en ø midt i nummeret.
Jens: Den tomme mængde? Sangen er mere et instrument i dette nummer.
Ideen med den lange intro som start på et album finder man bl.a. på Roxy
Musics “Manifesto” (hvor det virker) og The Stone Roses’ “The Second
Coming” (hvor det ikke virker så godt).
Jens: Den passer fint på “The Second Coming”; det er jo ikke noget godt
album! Musikken på Alle har en drøm at befri har en så markant
stemning at vi syntes at den skulle anslå stemningen på albummet.
Hilmer: Nemlig. Og give sig tid til at skabe den stemning.
Jens: Det er håbløst umoderne at give sig tid.
Hilmer: Ja, desværre.
Hvordan blev nummeret til? Det startede vel som noget rent instrumentalt?
Jens: Faktisk startede det med en demo med vokal og guitar. i den gamle demo var
det virkelig free-form-guitar.
“Kræmmersjæl “var den første single. Den virker som et hib til en helt
bestemt person. Musikken er faktisk temmelig Motown-agtig!
Jens: Motown-agtig?
Hilmer: Ja, det synes jeg nu også. Violinerne og tamburinerne giver nummeret et
Motown-præg. Der er nu også noget Depeche over a-stykket.
Jens: Violinerne gør nummeret virkeligt levende.
Har I tænkt på at bruge rigtige violiner?
Hilmer: Det er bare så forbandet dyrt. Når vi har solgt 180.000 eksemplarer af
“Anti” tager vi til Warszawa og laver det næste album med strygerne fra
Warszawas symfoniorkester.
“Yugo Star” har et mix der gør vokalen svær at dechiffrere. Hvorfor
valgte I det?
Jens: Det er der mange der har sagt. Jeg tror vi gik efter stemningen. Det
bekymrer mig nu ikke så meget; der følger trods alt et tekstark med albummet,
så folk kan læse teksten dér hvis de ikke fanger den. Tidligere er vi gået
mere efter forståelse end stemning. nu gør vi noget andet.
Hilmer: For mig er det hele musik, også det Jens laver. jeg har ikke tænkt på
det så meget - men jeg har jo også siddet med ordene længe.
Jens: Der er måske også en dansk tradition med at vokalen skal stå langt
fremme.
Hilmer: I mange danske produktioner er stemmen mixet helt frem - der er ikke
meget musik. Hvis man går 3 meter væk hører man kun vokalen og en stortromme.
Stemningen på sangen er lidt som på “Weekender” fra “Go!”.
Jens: Det er der også andre der har sagt. Jeg synes også at der er noget
“Fremmedlegionær” over den.
Teksten er noget mere konkret med hensyn til nyere tids historie (den blodige
opløsning af det tidligere Jugoslavien) end man er vant til hos jer.
Jens: Ja og nej. Den handler om flugten mod Danmark - der er ikke kun
referencer til Jugoslavien men også noget om Tjetjenien og Murmansk.
“Mascara” - er det en reference til The Replacements? De har lavet et
nummer der hedder “Little Mascara”.
Jens: Det kunne da godt tænkes at det var en lille indflydelse der gjorde sig gældende.
Man bærer rundt på en masse ting men det er ikke et bevidst citat.
Nummeret er døsigt/dystert i starten …
Jens: …snarere latent!
…men “vågner op” mod slutningen.
Jens: Ja, det er anderledes. Det er fantastisk når anden halvdel sætter ind.
Hilmer: Sangen er er faktisk tre ufærdige numre der blev sat sammen. B-stykket
er noget fra “Go!”-perioden. Det kom op igen da vi lavede “Det løse
liv”. Gudhjælpemig om Jens ikke slæbte det med igen i en R.E.M.-agtig udgave
dengang! Vi prøvede at lave et nyt A-stykke men det endte som outro’en. Her
var Finn Verwohlt god til at se på nummeret med friske øjne; det at bruge det
nye A-stykke som outroen var hans idé. Mascara var oprindelig et nummer
jeg gerne ville have fyret.
Jens: Du ville have fyret dem alle sammen.
Hilmer: Nej!
“S.T.O.P.” er nok den sang på albummet der er mest ligetil. Var I bange
for at den skulle falde uden for albummets stemning i øvrigt?
Jens: Hilmer ville have kasseret nummeret.
Hilmer: Det ville jeg faktisk. Det er nemlig svært at arbejde med den
slags. Utroligt mange numre af den form skal bare gøres færdige. Der er ikke så
meget ekspressionistisk du kan gøre med popnumre; de har en fast form. Vi har været
der så tit. Men S.T.O.P. er faktisk blevet et af mine yndlingsnumre nu.
Paul Thrane synger guddommeligt på det; Flemming Muus laver også et fint
stykke arbejde.
“I morgen har et føl i hver by”?
Jens: Henrik syntes også at den linie var underlig. Men et føl er noget nyt,
en ny begyndelse.
“På kontorerne” må være albummets lidt hysteriske nummer. Hvem er det
der synger falsetstemmen?
Jens: Morten Woods. Ham kender vi via Mikkel Damgaard, der har anbefalet ham.
Morten har spillet guitar og sunget kor for andre danske musikere. Der var også
mange versioner af På kontorerne - med andre omkvæd og med andre
arrangementer.
Hilmer: Det var også lidt en redning på stregen. Det der reddede dette nummer
var især det nye omkvæd sat sammen med A-stykket.
“Det tog mig et år” var et andet nummer der gennemgik en del ændringer
i løbet af indspilningerne.
Fra noget Smashing Pumpkins-agtigt til den endelige, noget mere elektroniske
udgave.
Hilmer: For mig var det en af de sjoveste opgaver. A-stykkerne var meget frie -
man kunne gøre utroligt mange ting med det A- stykke. Det var interessant fordi
det kunne produceres - mange af de andre ting vi laver giver sig selv.
Jens: Nummeret er også interessant fordi det udvikler sig tonalt. Der kommer
nye ting ind undervejs. Ikke sådan at nummeret ændrer sig totalt - men der
kommer nye tilkørsler, om man så må sige.
“Lysende London” er endnu en ballade. Den virker inspireret af en film
eller TV-serie. Eller Klaus Riskær.
Jens: Eller Jan Bonde Nielsen. Nummeret er jo bare inspireret af tidens nye
liberalisme. Der er ikke noget mere selvstændigt end at være bankrøver. Det er
lige i tråd med Anders Fogh. Der skulle være noget der hed bankrøvernes
a-kasse.
Hilmer: Bortset fra at bankrøverne tager fra de rige…
Og “Lysende London” har vel også været gennem et hav af versioner?
Hilmer: Nej, faktisk ikke. Det var Jens’ oplæg. Den var så
singer-songwriter-agtig og der skulle ikke gøres så meget ved det, blot tilføjes
lidt akkorder og krydres lidt. Vi plejer altid at have et nummer af den slags
med på vores albums. Jeg kan godt lide de små notabener som giver ro til at
komme videre, men det blev så ikke Lysende London.
Jens: Nej, men sangen fungerer alligevel som et åndehul.
“Hold mit liv” - er det et Replacements-citat?
Jens: Det er heller ikke et bevidst citat. Men naturligvis låner man ubevidst
fra andre. Det er kun summen af det man hugger som afgør hvem man er.
“Du er kommet for at gå” er symmetrisk med første sang. Tekstmæssigt -
med den titel - og musik med den lange instrumentale outro.
Jens: Teksten ændrede sig faktisk en del undervejs. Arbejdstitlen var længe en
anden.
De sidste minutter giver en næsten “Hamburg-Köln”-agtig stemning. (Som
i instrumentalnummeret fra Lars H.U.G.’s album “City Slang”.)
Hilmer: Ja, men dog en kende mere varm. Men jeg forstår hvad du mener -
musikken har den der tomhed. Brian Eno spiller mundharpe, om man så må sige.
Vi havde valgt det som sidste nummer, og det påvirkede også nummerets endelige
form.
Jeg kunne forestille mig at “Anti” bliver svær at spille live.
Hilmer: Det tror jeg faktisk ikke. Denne plade har et naturligt groove. Jeg har
kunnet spille på den, Hall har kunnet spille på den, de 3 musikere har kunnet
spille på den. Det fundamentale instrumentalistiske virker. Der er nogle ret
gode grooves.
“Du er kommet for at gå” kunne være fantastisk at slutte med...
Jens: Nemlig. Den kunne være fantastisk at slutte med. Det kan sagtens være at
vi spiller den.
Hilmer: Der er 9 numre på “Anti” - vi tager nok 5-6 af dem med.
Jens: Ja, der skal jo også være plads til numre fra før.