På vej mod den store skrigetur!

En mørk septemberaften satte Pastoren og Hilmer sig ned og tog en snak om "Copenhagen Screaming".

Hvordan dukkede ideen til "Copenhagen Screaming" op?

Ulrich Lauridsen fra vores bookingbureau The Agency fik ideen. "Kunne det ikke være en ret så spændende idé at spille en række koncerter og samtidig fejre spillestederne i København en uges tid i træk?" spurgte han. Den ide kunne vi kun bifalde. En københavnerturné af den karat ville stille nogle spændende krav til os og give os mulighed for at spille ting vi ikke havde rørt ved i lang tid. Det kunne jo også gå hen at blive ret så sjovt !

Hvor kom titlen fra?

Den var også Ulrichs idé.

Hvordan forbereder I jer til turneen? Specielt: Hvordan forbereder I jer, når I skal give seks koncerter, der som udgangspunkt skal være forskellige?

Vi gik i gang med forberedelserne for et par måneder siden. Jeg er lige nu i studiet og er ved at opdatere de forskellige numre. Vi bruger en del billedskabende "hjælpemidler" live. Det er måske ikke voldsomt politisk korrekt, men hvem er også interesseret i det? Ikke mig :-/ Vi kunne jo selvfølgelig også spille alle numrene på redekam, banjo og drejelire.

Vi har også snakket meget om at vælge de rigtige numre ud. Bagkataloget er efterhånden blevet ret så omfangsrigt. 49 numre er valgt ud til denne lejlighed.

Har I lavet forudgående "research" på spillestederne, så I f.eks. kunne sige at "det her nummer har en atmosfære som gør at det ville falde til jorden, hvis vi spillede det på Loppen"?

Nu kender vi selvfølgelig i forvejen alle de spillesteder, vi snakker om; koncerterne er opdelt i fem temaer (plus en aften, som står åben), der passer til spillestederne og giver forskellige slags indgangsvinkler til vores repertoire efter stilart, stemning og periode. Vi valgte numre til temaerne efter de associationer, de sætter i gang hos os. Det bliver derfor på godt og ondt en tur i bagkataloget og det nye album. Temaerne/koncerterne er ikke 100% eksklusive. Vi kunne ikke fylde en hel aften med f.eks. rocknumre. En ret lang afdeling med dem kunne det blive til, hvis vi ville - men der vil under alle omstændigheder også komme andre aspekter med. Jeg vil ikke røbe for meget om temaerne - der skal også være noget at glæde sig til, men kan dog sige at hvis man kender de pågældende spillesteder er det ikke svært at komme med kvalificerede bud.

Var det svært at blive enige om sætlisterne?

Ja og nej. Det var ikke svært at blive enige om hvad der passede rent tematisk. Vi fik sorteret numrene på en aften, og derefter blev de seks temalister kastet i hænderne på Jens og Henrik, som har siddet og hygget sig med dem. De blev en kende blege! Det er én ting at skulle lave en sætliste - men hele fem...

Kan du røbe lidt om hvad vi får at høre? Albummet "Billeder af verden" har været specielt dårligt repræsenteret i jeres repertoire i snart mange år bortset fra "Fuck min højdeskræk". Bliver det også sådan denne gang?

Der kommer endnu et par numre med fra det album, bl.a. "Det elsker jeg".

...det nummer, som er den yndige kusine til "Drømmenes København"

Eller den skæggede fætter, alt efter hvad man nu synes.

Hvorfor er "Billeder af verden" så svagt repræsenteret på jeres koncertrepertoire?

Det er ikke fordi vi ikke kan lide numrene fra det album! De fleste af dem er fine numre, men de er svære at spille ordentligt, at få en naturlighed i. Der er en del forskellige stilarter på det album, og det er ikke en særlig "organisk" plade.

Spiller I "På Viborgvej"? Den uofficielle fanside er meget begejstret for dette nummer.

Nej. Det er et godt nummer, men det har et svært A-stykke, der er blandt de mere puttenuttede og et i forhold til A-stykket meget omskifteligt B-stykke, hvor det bliver ret oppumpet. Det er heller ikke så nemt at spille ordentligt.

Hvad med "Pia Larsen"? Det er snart længe siden, vi har hørt det.

Det nummer spiller vi skam! "Pia Larsen" er et dejligt nummer, men vi var simpelthen blevet noget trætte af det. Vi vil gøre, hvad vi kan for at tilføre det noget ny energi.

Ud over at sætlisterne er forskellige og at spillestederne har forskellig størrelse, bliver der så forskel på koncerterne?

Der kommer gæster til et par af koncerterne. Hvem det er, vil jeg ikke røbe her!

Der er en vis tradition for at koncerterne i Pumpehuset har en speciel (og specielt god) stemning. Kan man ikke risikere at de foregående koncerter inden har gjort folk "mætte"?

Næh, det tror og håber jeg ikke. Det bliver jo seks meget forskellige oplevelser. Mon ikke det bliver hårdere for os end for publikum? Det skulle jeg mene. Men vi får se!

Tror du at Københavner-koncerterne giver sig udslag i en kreativ åre, sådan som tilfældet var med turneerne efter "Anti"? I gav mange koncerter, og de virkede som om det var med til at give jer en mængde ideer. Giver det ny inspiration at genhøre de gamle numre og arbejde med arrangementer?

Jeg ved ikke om turneerne efter "Anti" gav sig udslag i en kreativ åre. Men jeg ved at jeg genfandt glæden ved mit arbejde. Der skal noget mere til at få rejsning, når man bliver ældre! Men man kommer man ind i et flow, når man arbejder meget. For "National"s vedkommende var jeg ikke til at stoppe (hvilke mange sikker begræder). Jeg var glad efter sidste tur og havde lyst til det; Henrik og Jens havde det på samme måde.

Giver "Copenhagen Screaming" inspiration til efterårets turné?

Det giver naturligvis optioner; vi har flere numre at vælge imellem, og det skulle undre mig meget, hvis der ikke kommer numre med fra Københavner-turneen. Men efterårsturneen er mere en regulær præsentation af "National", lige som den korte forårsturné var det. Forskellen er at vi kun nåede ganske få byer i foråret; denne gang kommer vi rundt til alle de større provinsbyer.

Og så gik de over til at snakke om fordele og ulemper ved Mac OS X.